Rikke

 Undervisningen

Yoga er hos Rikke guidet så det er din indre oplevelse der er i fokus. Vi arbejder mod at skabe eller opretholde balance i dit hormon- og nervesystem, som arbejder sammen for at sikre balance i din krop og dit sind. 

Yoga er hos Prajna Yoga Place en funktionel bevægelsesform. Det vil sige at vi arbejder ud fra hensigtsmæssig kropsholdning. Og det betyder at du kan overføre denne kropsholdning og måden at bevæge dig på – til din hverdag – i alt hvad du foretager dig. Og fordi yogaen ikke kun er begrænset til tidsrummet på yogamåtten, men bliver flettet ind i hvert øjeblik af din hverdag, vil du opleve mere frihed i kroppen, der vil reducere smerter og afhjælpe samt forebygge skader.  

Også dine åndedrag har mulighed for at flyde frit, når du har hensigtsmæssig kropsholdning og åndedrættet spiller en vigtig rolle for vores helbred og generelle velvære.

Jeg guider dig lige, hvor du er, med hjertevarme og rolig, blid stemme – giver dig tid i hver enkelt stilling. Tid til at opleve det som er og acceptere de tilstande der er – kropslige oplevelser, tanker og følelser – for det er her kroppen kan slippe og give plads til noget nyt. Stillingerne tilpasses, så du kan arbejde, ud fra hvor du er, med respekt og omsorg for dig selv og din krop.

Jeg fletter åndedrætsøvelser, visualiseringer, meditationer og alle de andre yogiske redskaber ind i undervisningen. For det er essentielt hvis yogaen skal bruges ikke kun som en fysisk træningsform, men som en helhedsorienteret træning for både krop og sind.

Det er din indre oplevelse, der er i fokus. Og fordi åndedrættet kobles med stillingerne, er det lettere at slippe hverdagens travlhed og bekymringer og være tilstede i nuet. En oplevelse der kan øge den indre ro og styrke din omsorg for dig selv. Det vil medføre øget respekt for – og kærlighed til dig selv – og det vil smitte af på dine omgivelser og de valg du træffer i hverdagen.

Mit mål er at du som resultat heraf vil opleve du bliver stærkere, mere smidig og i bedre balance – i både krop og sind.

Alle klasser afsluttes med 15-20 min guidet afspænding. Det er under afspændingen de nye tilstande får ro til at rodfæstes.

I Vejle foregår de faste hold omgivet at den smukke natur og i fredelige omgivelser på Kølholtgården kun 2,5km fra bymidten. Og i Odense ved Nordisk Hot Yoga i Buchwaldsgade. Undervisningen foregår her i 37 graders varme, opvarmet af infrarøde varmepaneler. Det er den slags varme, der også bliver brugt som terapi til at afhjælpe fx problemer med led, slidgigt, hud, forhøjet blodtryk og til at lindre symptomer for patienter med cancer og sclerose.

Uddannelse og lidt om mig

Jeg er uddannet Hatha og Raja yogalærer hos Art Yoga 300 timers certificeret Yogateachertraining, samt 100 timers 2nd level yogaterapi og ayurveda ved Spirit of yoga i Rishikesh, Indien. Jeg deltager løbende i kurser for inspiration og videreudvikling af mine kompetencer.

Jeg har tidligere været elev på Skolen for Moderne Dans i København, samt læst på Danmarks Jordemoderskole i København. Alt sammen danner det en rød tråd med dyb fascination over kroppens og sindets muligheder og den urkraft og livskraft der bor i os.

Privat: Født 19. oktober 1975. Jeg er gift med Karsten, bor i Børkop og har 2 skønne døtre, Sara på 22 og Julie på 17.

En sygemelding under jordemoderstudiet pga alvorlig stress og medfølgende depression gav mig lysten til at få kigget godt og grundigt på mine mønstre. Jeg prøvede alle mulige tilgange og så mødte jeg yoga som jeg forelskede mig helt i fordi jeg samtidig med jeg kunne mærke min krop blive stærkere og mere smidig også mærkede hvordan det hele forplantede sig som mere ro og ikke kun i kroppen, men også i sindet.

Det er blevet til mange års læsen bøger om emnet – som altid tager mig ud af nye grene, vækker min nysgerrighed igen og igen – uddannelser og kurser der er taget i både de fysiske og psykiske aspekter men også i filosofien bag. Jo mere jeg dykker ned i yogaen og dens søstervidenskab ayurveda des mere mening giver det hvorfor det sammen er så fantastisk et redskab til at arbejde hen imod et sind i balance i en sund og stærk krop.

Yoga er for mig…

– en rejse i mit indre, som smitter af på alt og som hjælper mig til igen og igen – at finde hjem i mig selv – til min kerne.

For mig er yoga både de fysiske asanas, åndedrætsøvelser, afspænding, meditation og alle de andre yogiske redskaber. Men det er også en måde at leve på.

Jeg ser stillingerne, de fysiske asanas, som et skønt redskab, til at balancere og opleve frihed i kroppen. Jeg elsker at udfordre mig selv, nysgerrigt og legende undersøge de forskellige asanas.

Kroppen husker og bevægelse er et blidt redskab til at slippe uhensigtsmæssige kropslige tilstande og ro og egenomsorg er essentielt for at restituere.

Jeg oplever yoga som den bedste måde, jeg har prøvet, til at komme i dybden og udvikles både kropsligt og mentalt. Netop fordi der er fokus på både bevægelse, åndedræt, meditation, afspænding og alt det ind imellem, pauserne, stilheden.

Når kroppen er i balance kan åndedrættet flyde frit og bygge bro mellem krop og sind.

Meditation er træning af hjernen. Den forlængede rygmarv stimuleres (kontrolcentret mellem krop og hjerne), her hvor åndedræt og hjerterytme styres. Også frontallappen stimuleres, området vi bruger til at fornemme hvordan vi har det. På den måde kan du ved hjælp af meditation træne at kunne mærke dig selv, sænke dit stressniveau, lade noget fylde for en stund og så slippe det, give plads til noget nyt.

Yoga er en måde at leve på, der kan åbne for at vi finder hjem i os selv. Du bliver bedre til at mærke og lytte til hvad din krop og dit sind sender dig af signaler, og bedre til at lade tanker, indtryk og følelser flyde frit. Du bliver mere og mere opmærksom på at dine tanker og følelser selvfølgelig er en del af dig og din historie, men de er ikke dig – du er så meget mere. Du får helt konkrete redskaber til at finde ind til din kerne, her hvor du, omgivet af en verden du ikke kan kontrollere, med tiden kan finde dyb ro igen og igen. Det skaber en øget balance og det vil smitte af på dit samspil med dine omgivelser.

Yoga kan på den måde åbne op for en større taknemmelighed, og respekt for, samt kærlighed til dig selv, livet, naturen, universet og de mennesker du deler det med.

…og meget meget mere

Namasté

og

Vi ses på yogamåtten

Rikke